Bøgerne / Dagen

Dagen

Her kan du læse to af novellerne som udkommer i novellesamlingen Dagen senere på året.
 
 

Elvisas af Jesper Nørgaard ©

 

 

Hun havde onaneret fra morgenen af, men det havde været mere rutine end fornøjelse. Den skulle bare gå af. En gang. Hver morgen. Året rundt. Hun lå stadig på ryggen og stirrede op i det pudsede loft. Revnerne sad som et fintmasket net omkring rosetten. En lille, uskyldig stump ledning stak ud. Engang havde der været lys i værelset. Lampen havde hun selv pillet ned. Det havde nær kostet hende livet, den dag hun havde taget saksen og trådt op på skamlen og klippet ledningen over. Kun fordi hendes spjæt havde væltet skamlen, var hun sluppet uden mén. Sådan næsten da.

Så faldt hendes blik på væggen. Et smil bredte sig over de gennemsigtige læber.

”Godmorgen!” sagde hun og satte sig helt op.

Han kiggede på hende fra alle sider. De brune, bedende øjne kiggede gennem hende.

Han havde set det hele. Han så det hver morgen; gabet, fingrenes vandren, de små bevægelser og til sidst den indestængte gispen, før spjættet. Han så det fra de 169 steder på væggen.

Det havde taget hende flere år, at få ham til at fylde rummet ud. Hun smilte igen. Nu var han overalt. Undtagen loftet.

I starten havde hun fundet nogle få pladeomslag, men det var taget til i omfang. Hun havde aldrig drømt om, at han fandtes i så mange afskygninger. Men hun havde følt samme snært af glæde hver gang. Med tiden var det blevet en betingelse.

Hun gik ud i den smalle entre, stoppede ved sit spejlbillede. Det gule, tjavsede morgenhår hang ned til hendes skuldre. Hun stirrede på sine bryster, skubbede dem sammen og slap dem igen, så ribbenene blottede sig under den sarte, hvide hud. Hun ventede lidt, gentog øvelsen endnu engang. Så faldt hendes blik længere ned til bikinilinien og stoppede lige der, hvor de første kønshår begyndte. Synet fremkaldte et triumferende smil. Hun klukkede lidt.

Tatovøren havde fortalt, det ville gøre ondt, men hun havde insisteret. Det havde været hele smerten værd. I flere uger efter levede hun i forestillingen om, at hun havde født hans barn ved kejsersnit. Over ti centimeter gennemsigtig hud, krængede røde bogstaver sig insisterende ud. ”FOR THE KING”

Hun gik ud i det lille køkken, tændte for den varme hane, mens hun skuede ud over baggårdens tagrygge. Så åbnede hun køleskabet og tog nescafe og to mariekiks fra en tallerken med fire. Kruset stod på sin plads ved siden af vasken. Det var et ganske ordinær krus fra 80erne, men han var afbilledet. Det mørke hår, bakkenbarterne og tandpastasmilet. Med en spiseske fyldte hun krusets bund lidt over en centimeter, så lod hun hanens varme stråle fylde guldet.

I et øjeblik mærkede hun varmen brede sig ned gennem sin nøgne, sarte krop og spiste en kiks og bagefter en for ham.

Så hørte hun fodtrin bag sig og begyndte at smile.

Der stod han, lige foran hende, som var han lige landet fra Honolulu. Blomsterkranse sad omkring hans nakke og smilet, skinnede selvom lyset var slukket.

”Godmorgen, Baby!” sagde han skråsikkert og blinkede bag solbrillerne.

”Godmorgen,” hvinede hun lillepige-agtig og blev pludselig flov over sin nøgenhed.

”Du må ikke se mig sådan her,” sagde hun genert, selvom hun godt vidste, at han havde set det hele, hundrede gange før.

”Okay, Baby!” sagde han og gik et par skridt tilbage, da hun gik tilbage til sengen. Hun havde foldet sit tøj, som en pølse. Nu trak hun det frem fra skjulet under sengen.

”Skal vi ikke lægge os, Baby!” sagde han bag hende. Hun mærkede varmen. I et sekund blusede hendes kinder op. Så forsvandt farven igen.

Hun rystede på hovedet.

”Ikke igen, vi kan jo ikke gøre det hele tiden, vel!”

Han lo. Rettede på solbrillerne og lo igen.

”Okay, Baby! Du husker det, vi har aftalt. I dag?”

”Selvfølgelig!” sagde hun og slog ud efter ham, men han var hurtig til at undvige. Det var han altid.

”Det skal være i dag!” sagde han og smilte stadig tandpasta.

”Ja!” sagde hun og skjulte sin nøgenhed bag et par sorte jeans og en lyseblå sweater med lapper på ærmerne. ”Jeg, husker også stofrullen og rebene. Jeg har faktisk lidt styr på det!”

De lo begge lidt. Hun mærkede en underlig sitren i kroppen. Måske var det ham? Måske var det spændingen?

To minutter senere stod hun i kameluldsfrakken, rygsækken var pakket og hun trak pelshuen med de forede øreklapper ned over det tjavsede hår.

Hun åbnede døren til opgangen. Det første lys skar hende i øjnene. Det kom altid uventet og paralyserede hende i sekunder. Hun var ikke sikker på, at han var kommet med ud. Det var som om lyset havde opslugt ham.

Så var der igen noget bag hende.

”Bare rolig, Baby, jeg er lige her!”

Hun havde mest lyst til at kramme ham, holde ham i hånden og vise verden, at han var hendes. Men det var hun holdt op med. I starten havde hun været helt og aldeles ligeglad, men folk var begyndt at kigge mere og mere. Til sidst var hun blevet bange for, at nogen ville tage ham fra hende. Derfor var hun blevet mere forsigtig med at vise ham frem offentligt. Hun ville have ham for sig selv. Ikke dele, ikke mere. Den tid var forbi.

Hun gik ned af trappen. Der var langt fra taglejligheden på femte sal. Alligevel vendte hun sig ved hver repos, for at se om han fulgte efter.

”Så smutter du lige forbi butikken først,” sagde han bag hende og hun nikkede flere gange.

”Det skal jeg nok, det skal jeg nok, det skal jeg nok!”

Hun holdt sig tæt på bygningerne da de kom ud. Engang, var de blevet påkørt. Hun havde holdt sig tæt til bygningerne siden. Det var dengang, hun ikke var bange for at vise følelserne offentligt. Bilen havde kun ramt hende kun på benet, men det var som om den var kørt lige igennem ham. Hun havde skreget og råbt om hjælp for hun troede, han var død. Folk var stimlet sammen og havde kigget og været så ufølsomme. Så havde han bare rejst sig og de var gået op i hendes lejlighed igen.

Sådan en scene ønskede hun ikke igen. Det var den slags ting, der var så svære at forklare.

Fem gader nede, smuttede hun ind i pladeantikvariatet. Lugten af vinyl fyldte hendes næsebor og hun glemte helt, at han var med. Pladerne syntes at vælte ned fra væggene. Hun fandt butikken lidt klaustrofobisk. Derfor kom hun kun to gange om dagen. I weekenden holdt hun sig væk. Folk kiggede altid. De ville snage.

Hun gik hurtigt op til den kommode som skulle ligne en kasse. En krølhåret rastafyr stod og vuggede lidt til nogle rytmer hun ikke brød sig om.

”Er der kommet nyt, Rafael?” spurgte hun.

Rastafyren kiggede sløvt på hende. Hans øjenlåg hang som halvmåner.

Han trak på skuldrene.

”Er der kommet nyt, sig det nu!”

Så kiggede han ned på disken, trak på skuldrene igen.

”Måske kommer der noget i dag, senere. Kig ind senere!”

Hendes hvide skin tog pludselig farve. I sekunder så hun næsten frisk ud.

Lidt senere sad hun på en bænk i parken. Han havde sat sig ved siden af hende igen. Mest af alt havde hun lyst til at kramme ham, men bad ham holde afstand. Det gjorde hun med en smøg. Han brød sig ikke om, at hun røg. Det gav hende grimme tænder. Den slags hadede han. Naturligvis gjorde han det. Med det smil.

”Er du klar, Baby!”

Hun nikkede. Selvfølgelig var hun klar. Han sagde, hun skulle. Så selvfølgelig var hun det.

”Har du rebene med, Baby!”

Hun nikkede bare og røg videre. Det var lang tid siden hun havde haft en fornemmelse i kroppen. Som om en fremmed havde indtaget hendes indre. Det kildede af myrer.

”Så er det nu, Baby!” sagde han og begyndte at gå op mod Sdr. boulevard.

Hun skodede smøgen, greb rygsækken og gik med lange, stive skridt bagefter.

”Vi skal ud til Lyngby motorvejen,” sagde hun, da hun havde sat sig ind på bagsædet. Hun holdt fast i nakkestøtten fra forsædet og trak sig helt frem, så hun kun hvilede på bagsædets kant.

”Altså bare ud til første afkørsel,” sagde hun og spændte sine knoer hvide.

”Det klarer vi hurtigt,” sagde taxachaufføren og smilte lidt i spejlet.

”Det går jo fint, Baby!” sagde han og smilte. Hun kiggede på ham og smilte. Han havde skiftet solbrillerne ud med de hjerteformede.

Hun klukkede lidt.

”Du ser altså skør ud med de solbriller,” sagde hun og lo.

”Hvad siger du?” sagde taxachaufføren og fangende hendes flakkende blik i spejlet.

”Lyngby motorvejen!” klukkede hun.

”Du gør det for mig, Baby!” sagde han og hun følte sig helt varm inden i.

”Jeg vil gøre alt for dig, det ved du!” sagde hun og blev pludselig helt alvorlig i sit ansigt. For det ville hun virkelig. Alt hvad han ønskede. Selv det her.

”Så er vi der snart.,” sagde taxachaufføren, ”Hvor var det du skulle af.”

”Jeg skal op på den der bro,” sagde hun og pegede frem i forruden.

”Javel, men det bliver jo lidt en omvej,” sagde taxachaufføren og smilte lidt for sig selv. ”Har du penge?”

Hun klukkede lidt og fandt en krøllet femhundredelap i lommen.

Hun rakte ham den.

”Er det ikke nok?”

”Det går vist lige,” sagde taxachaufføren og stoppede dem i inderlommen. Så smilte de alle sammen. Og glæden fyldte hende så meget, at hun måtte rokke frem og tilbage.

Blæsten kom lidt bag på hende, da hun steg ud på gangstien. Under broen drønede trafikken, som en uendelig slange og hun følte en underlig kilden under sine fødder. Som skød små nåle af velvære sig op mellem tæerne. Det var det helt rigtige sted. Lygtepælene stod med halvtreds meters mellemrum, som spyd mod den urolige himmel over hende.

Han sagde ingenting. Stod bare og holdt øje med hende, bag de hjerteformede solbriller. De var altså skøre, tænkte hun. Men de passede til lejligheden. Det var selvfølgelig derfor, han havde skiftet.

Hun gik hen til lygtepælen. Kiggede op og kiggede ned på kørebanen under sig. Det var den rigtige side. Hun ville ramme trafikken mod København.

Med hurtige bevægelser surrede hun rebet fast til lygtepælen. Så gik hun to trin op på gelænderet og iagttog trafikken igen. Det var det helt rigtige tidspunkt. Folk var på vej på arbejde. Alle ville se det og hun ville gøre ham glad.

Så sprang hun ned på gangstien igen.

Hun fandt det sammerullede, hvide klæde og stoppede rebet igennem de huller hun havde klippet og brugt timer på at forstærke med nylontråd. I næste sekund satte hun i løb mod næste lygtepæl, mens stoffet bag hende foldede sig ud. Spændingen fik hendes fingre til at ryste og hun kunne næsten ikke binde rebet fast her.

Han stod stadig og så på. Hun havde håbet, at han ville hjælpe, men smilte bare sødt. Sagde slet ingenting.

Vinden blev kraftigere og hun måtte handle, før det blev umuligt. Hun var ikke sikker på, at knuden var stærk nok, men der var ikke tid til at vente og binde den om. Det skulle være nu. Med hurtige, næsten mekaniske bevægelser samlede hun stoffet op meter for meter og kastede det om på den anden side af rækværket

Et stort banner foldede sig ud for trafikanterne på motorvejen. Med store røde bogstaver på det hvide flagstof, brændte budskabet sig ind i de første trafikanters øjne: ”ELVIS LEVER – ELVIS LEVER – ELVIS LEVER!”

Hun satte i løb ned mod bebyggelserne på den anden side af broen. Han løb ved siden af hende. Det var første gang de havde løbet sammen. Hun vidste slet ikke at de kunne. Hun var slet ikke sikker på at hun havde løbet før. I telefonboks fumlede hun igen i sin lomme og fandt en lille gul lap. Hun trykkede nummeret og forsøgte at kontrollere sin vejrtrækning.

”Det er nyhederne!” sagde en kold stemme i hendes øre.

Hun tøvede lidt, vendte sig om og kiggede efter ham. Hun kunne ikke få øje på ham. Måske ventede han på den anden side?

”Det er nyhederne!” sagde stemmen igen.

Så tog hun mod til sig. Det skulle gøres. Han havde fortalt hende hvordan.

”Det er sket noget ude på Lyngbymotorvejen, det er vist ret alvorligt!”

”Kan du fortælle lidt mere!” sagde stemmen.

”De kræver løsepenge – mange, mange, mange,” sagde hun og smed røret på.

Hun gik om på den anden side for at fortælle ham, at alt nu var i orden. Det hele var gået efter planen. Alt var lykkedes.

Han var ikke at se nogen steder. Hun følte en underlig sugende fornemmelse i maven. Hvor var han gået hen? Han var altid ved siden af hende? Hun løb tilbage til boksen, men han var heller ikke der. Panikken begyndte at sitre i hendes fingre og hun ville tænde en smøg, men tabte den. Hun forsøgte med en ny, men den led samme skæbne og sugede fugt fra fortovet. Så satte hun i løb, men vidste ikke hvor hun løb hen. Hun løb og løb og så ikke et butiksskilt fra en kødmafia og væltede det og faldt. Uden at mærke noget fra sine blødende hænder og knæ fortsatte hun. Hun løb forvildet ind i de første cafeer hun kom forbi for at se, om han sad der, men flere af dem, havde ikke engang sat kaffen over endnu.

Til sidst befandt hun sig ved til et tilfælde på Sdr. Boulevard igen. Hvordan hun var kommet der, anede hun ikke.

Så fik hun øje på bænken, hvor de sidst havde siddet og talt sammen. Hun tændte en smøg, men blodet fra de mange rifter i hendes hånd, fik den til at ligne en tampon efter de første hiv.

Hun smed den fra sig med et skrig. Så var det som om hun fik hjælp fra oven og kom i tanke om pladeantikvariatet. Hendes krop var forslået, så hun opgav at løbe igen. Men trissede mekanisk af sted mod håbet.

”Er der kommet nyt!” spurgte hun.

Rastafyren kiggede på hende.

”Du har slået dig,” sagde han og fandt et lommetørklæde bag disken, som stadig lignede en kommode. Han gav hende det, men hun holdt det bare.

”Er der kommet nyt?”

Han nikkede og hun fældede en tåre. Hun begyndte at lede efter de penge hun troede hun havde fået tilbage.

”Du kan betale i morgen,” sagde rastafyren og så helt bekymret ud.

Han rakte hende pladecoveret.

”Det er vist en juleopsamling!” sagde han og forsøgte at smile, mens hendes hænder dryppede på gulvet.

Hun kunne slet ikke holde tårerne tilbage, da hun så ham igen. Der sad han, hendes egen Elvis og smilede til hende. Billedet lignede et af de andre, der var taget i 1958, men der stod noget med jul omkring det.

”Okay,” snøftede hun, ”Jeg kommer ned med pengene senere!”

”Okay,” sagde han og så hende smutte ud igen, før han kunne nå at spørge, hvordan hun var kommet så galt af sted.

Hun mærkede først trætheden på fjerde sal og måtte anstrenge sig for ikke at tage et hvil på trappen. Hænderne var begyndt at svie og knæene gjorde ondt på den anden side af bukserne.

Hun tændte for pladespilleren og begyndte at tage tøjet af til de første skrattende lyde fra pickuppen. Nøgen, forslået og stadig blødende fra sine sår, begravede hun sig under dynen, da han hun hørte hans stemme fra de små højttalere i reolen. ”I cant help falling in love with you…” Hun ville sove igen, så skulle han nok dukke op.

 

Billedkunstner Jesper Nørgaard | CVR: 27451888 | Knudmosevej 36, 7400 Herning - Danmark | Tlf.: 22408262 | jesper@vendebogen.dk